Jeg har vel været omkring 6 år, da min far kom hjem med hende, og jeg har været hooked på hunde lige siden. Vi blev hurtigt bedste venner og sovekammerater, og det var derfor også en stor sorg, da vi måtte tage afsked med hende, i en alder af kun 9 år. Især min far var helt slået ud og “skulle aldrig have hund igen”.

Det holdt dog ikke længe, lille smukke Lady flyttede ind. Sort Cocker Spaniel, 8 uger gammel. Med hende kom en ny udfordring, allerede da hun var 6 måneder gammel, så vi de første tegn på, at noget var galt. Det viste sig, at hun led af en sygdom der hedder Avalanche of Rage, som viser sig ved pludselige “raserianfald” hvor hunden bliver aggressiv. Hun nåede at blive 1 1/2 år inden vi måtte tage konsekvensen og tage afsked med hende.

Næste, og det der endte med at blive den sidste hund i mit barndomshjem, skulle hedde Bonnie. Det var bestemt og stod ikke til at ændre, selvom den hund mine forældre havde fundet i den blå avis, denne gang var en hanhund.

Hmm ja.. I hvert fald indtil vi havde besøg, af min veninde som boede på landet. De havde selv 3 hunde, og hun var godt inde i sagerne. Hun undrede sig over, at vi vedblev at sige “han” om hunden. Mor forklarede, på bedste pædagogiske vis, at det jo var fordi det var en dreng, hvortil veninden svarede, om vi så ikke syntes der “manglede noget” !!